͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏ ͏
  Februar nyheder 2025 Der sker spændene ting på Søhavegård Krisecenter for tiden. Vi har blandt andet ansat to nye kollegaer. En fuldtidsstilling og en vikar, dem vil I blive præsenteret for i de kommende nyhedsbreve, og i mellemtiden vil vores kollega, Kim fortælle lidt mere om sig selv, og de nye tiltag han har sat i gang på Søhavegård i forbindelse med sin uddannelse som han er startet op på i januar. Kim fortæller: Jeg er blandt andet uddannet anlægsgartner, massør, fitness instruktør og har en stor interesse i natur og bevægelse. Jeg har i flere år drømt om at kunne gøre en forskel for andre og ikke bare producere ting, så da jeg fik tilbuddet om at blive en del af teamet på Søhavegård Krisecenter for 1,5 år siden, synes jeg at det virkede meget tiltalende og desuden var der gode kolleger, så jeg sprang til. Mine primære opgaver er “varme hænder” i huset, være aktiv i samtaler og møder med børnene, jeg er den kreative håndværker der kan hjælpe, især når børnene bruger fantasien og derved åbner sig op. Jeg er meget positivt overrasket over hvor tillidsfulde både børn og kvinder er overfor mig som mand. Det er en skøn følelse at kunne være en sund rollemodel og hjælpe kvinder og børn godt videre til et nyt liv uden vold og kontrol. Det jeg holder mest af i mit arbejde, er at kunne være noget for kvinder og børn. F.eks. ved at formidle natur oplevelser for kvinderne, for derigennem at mærke sig selv. Det er et nyt tiltag i forbindelse med den uddannelse jeg er i gang med at tage, med fokus på at få stress niveau ned hos kvinderne. “Vi er naturen og naturen er i os” Naturterapi har været kendt i flere hundrede år på tværs af kulturer. Man er i nyere tid begyndt at registrere de gavnlige virkninger ved at være i naturen. Stres fra vores moderne liv og vores manglende tid i naturen, gør at Amygdala er på konstant overarbejde. Vi bliver bombarderet med indtryk, men får ikke nulstillet og det er måske derfor vi har så mange mennesker der er stresset i det modernet samfund. De kvinder som kommer på krisecenteret er i sagens natur udsat for et stort psykisk pres og mange af dem har været det længe. Der er også flere kvinder der ikke er i kontakt med sig selv, fordi de i lange perioder har skulle tilsidesætte deres egne behov, for at overleve i den situation de har været i. Det er teorien, at når vi befinder os i naturen får det vores nervesystem til at slappe af. Det er aflejret i vores DNA. Når vi befinder os i naturen vil både krop og sind sparre på energien, og dermed dannes der mindre stress-hormon. Min tilgang er at vi går stille i naturen, vi efterlader trænings ure og telefoner derhjemme, det skal ikke handle om hvor mange skridt vi går eller at tage flotte billeder. Der er som udgangspunkt ikke noget der er forkert og alle følelser der kan opstå er velkomne. Jeg holder af at arbejde med de symbolikker vi kan koble mellem naturen og os selv. Det kan for eksempel være at lægge mærke til når vejen bliver hård, hvis vi går op ad bakke, hvis vi møder udfordringer på vores vej og hvordan vi tackler de udfordringer livet bringer os. Håbet er at mindske stress, lade kvinderne mærke sig selv, og give dem en mulighed for at takle fremtidig stress, uanset hvor de befinder sig, ved at bruge naturen. Uddrag fra en tur i skoven med Kim: “Vi sætter bilen og går ad en mindre skovsti ud til de brede grusstier. Vi må gerne måtte snakke men vi skal bruge vores syn 80% til de nærmeste omgivelser og de sidste 20% til følesansen i fødderne, så vi kan mærke underlaget. Den første del er meget lige ud, et enkelt sving til venstre og så kom vi ud til udkanten af skoven, hvor vi kan spejde ud over det store åbne Vesterhav. Her skal vi lige vende øjnene til at se langt, så vi kan nyde det brusende hav og mærke vinden bide lidt ekstra i kinderne. Kvinderne ligger mærke til den varierende vegetation og hvordan nogle træer står meget udsat for vind og saltvand. Vi går tilbage ad stien og ud på den gode brede grussti igen, her fokuserer vi på det der er tæt på os og især underlaget. Vi gik 300 meter ud af stien hvor turen stopper og herfra går vi baglæns ned til bilen igen. Her opfordres til at gå i eget tempo, bliver det for svært må man gerne vende rundt og gå lidt fremadrettet. Kvinderne gør det rigtigt godt, de følges ad og har et godt tempo helt fra start. Snakken forsvandt næsten helt (de har ikke fået at vide at de ikke må snakke) da det kræver en del opmærksomhed at gå baglæns. De vender sig slet ikke om på baglænsturen og det på trods af at der kommer lidt forhindringer. Et sand hul, som lige gjorde at en må tage en 3-4 forsigtige skridt og en der bliver forskrækket af et par lavt hængende grene. Efter baglæns turen, står vi lige og snakker lidt. Det har været en sjov oplevelse og som krævede meget af hver især. En af kvinderne har svært ved at vende kroppen til at gå fremad. En af dem tænkte det lidt som at gå på line og har sat fødderne som om hun gik på line. En tredje kvinde har følt sig svimmel i starten til at starte med, næsten beruset, sådan slingrende, og bemærkede at hun brugte sit dominerende ben til at føle sig frem med og at det andet bare fulgte lidt efter. Hun har også måtte finde et fokus-punkt med øjnene for at slingre mindre. Den sidste del af turen går ad en lille snoet natursti langs en lille å, vi stopper kort og ser på det rolige vand med en beroligende rislen og med lyden af det brusende hav der stadig kan høres i baggrunden. Vi kommer rundt om to små søer, studerer træer, lav, mos, uglegylp og alt muligt andet på vejen tilbage til bilen.  Selvom vi på Søhavegård Kvindekrisecenter, hver dag arbejder for at nedbryde tabu og stigma om voldsramte kvinder, så eksisterer det stadig i høj grad. Vi vil derfor i dette nyhedsbrev også gerne give jer et indblik hvad det er for nogle kvinder der bor på et krisecenter. Der findes i Danmark en tendens til at tænke at det er en specifik gruppe af kvinder der bliver udsat for vold i nære relationer, mellemøstlige kvinder, kvinder fra den lave ende af den sociale klasse i samfundet, og en masse andre fordomme som eksisterer omkring kvinder der bliver udsat for vold. Sandheden er dog at partnervold rammer kvinder af alle etniciteter, fra alle sociale klasser, kvinder i alle slags professioner, kvinder med alle forskellige religiøse tilhørsforhold, og listen fortsætter. Så hvem er de kvinder der bor på Søhavegård kvindekrisecenter egentlig? En del af dem har indvilliget i at dele lidt af deres historie med jer. Kvinde 1: Er vokset op som enebarn i Tyskland. Hendes far var alkoholiker og det var ikke et forhold hendes mor var glad i. Mor kunne dog ikke umiddelbart blive skilt fra ham, på grund af familiens katolske baggrund. Hendes mor og far havde mange skænderier og var ikke glade for hinanden. Far døde af sygdom da kvinden var 19 år gammel og først da fandt hendes mor en anden mand som hun havde et sundere forhold til. Forældrene var begge fra arbejderklassen, mor arbejdede på et vaskeri og far var smed. Kvinden var god i skolen, er højt udannet og vellidt socialt. Hun har arbejdet for en privat virksomhed med økonomi og rådgivning, hun er pt. sygemeldt på grund af sin situation. Kvinden mødte sin mand da hun var ganske ung, de har været sammen i mange år. Forholdet ændrede sig langsomt til den dårlige side og situationen i hjemmet var meget presset de seneste år, og eskalerede sidste sommer. Det var kvinden der skulle stå for alt det huslige, samtidig var hun altid i alarmberedskab hun vidste aldrig hvornår manden ville blive vred og over hvad. Efter dødstrusler fra manden valgte hun endelig at tage på krisecenter for at beskytte sig selv og sin søn, hun ville ikke have at hendes søn skulle voksne op og tro at den slags forhold er normalt, da hun selv er vokset op i noget tilsvarende og har set hvor skadeligt det har været for alle parter. Kvinden havde brug for at nogle udefrakommende kunne fortælle hende at det hun levede i ikke var normalt og hun betroede sig endelig til en veninde som kontaktede krisecenteret for at høre hvordan hun kunne få hjælp. Derefter var kvinden klar til selv at tage kontakt, og hun kom hertil med sin søn dagen efter. Kvinden har fundet ro efter hun er kommet her, her har der være tid til at fokusere på sig selv og finde sig selv igen. Hun er blevet bekræftet i, at det ikke er hendes skyld det hele, som hun ellers var blevet fortalt igennem mange år af sin mand. Kvindens råd til en anden kvinde i en lignende situation, er: vent ikke så længe med at række ud efter hjælp som jeg gjorde, og tro ikke på alle de undskyldninger og løfter der bliver fremsat af en voldelig mand, det er manipulation og det ændrer sig aldrig. Kvinde 2: Er vokset op hos mor i en lille by i Jylland, indtil hun var 14 hvor hun blev anbragt på et opholdssted da mor var alkoholiker. Hun boede på opholdsstedet indtil hun var 16 år og flyttede derefter hjem til sin mor igen. Mor havde lovet at alt ville være godt i hjemmet denne gang, men moderen havde stadig problemer med alkohol, så kvinden fik en lejlighed af kommunen da hun var 17. Har aldrig haft et forhold til far, han ville ikke kendes ved hende. Har generelt haft en kaotisk barndom og opvækst, er flyttet mange gange i sin barndom i løbet af sin ungdom også. Kvinden har ikke ret meget familie tilbage, de fleste er døde, og på sin mors side, er hun den ældste levende tilbage. Hun har en bror som hun ikke ser ret meget til. Kvinden har gået i skole frem til 10. klasse og herefter ikke færdiggjort nogen videregående uddannelse, hun arbejder nu i flexjob indenfor rengøringsområdet. Kvinden har været i flere voldelige og usunde forhold i sit liv. Situationen i hjemmet, inden kvinden kom til krisecenteret, var kaotisk og utryg. Hendes mand drak meget og der kom mange mennesker ind og ud af huset som var en slags samlingssted hvor mandens venner kom og drak øl. Stemningen var altid anspændt og kvinden vidste aldrig hvem der kom i hjemmet, hvilken tilstand de var i, og hvad for et humør manden var i. Han kunne finde på fare op og blive vred og voldsom over selv de mindste ting når han drak. Manden var meget kontrollerende og jaloux og hans venner ringede også ofte til kvinden for at tjekke op på hvor hun var. Hvis ikke hun var hjemme vidste hun at hendes mand ville blive vred, så til sidst stoppede hun med at tage nogle steder og var altid bare hjemme. Kvinden har igennem nogle måneder været i dialog med et andet krisecenter, men var på det tidspunkt ikke klar til at forlade sin mand, selvom hun vidste at det var hun nødt til. Efter en episode hvor manden blev voldsomt vred og hvor det også gik ud over kvindens børn, fik hun endelig nok og fandt modet til at gå. Næste dag da manden var på arbejde fik kvinden hjælp af kommunen til at komme til Søhavegård. Kvindens råd til en anden kvinde i en lignende situation: Kom afsted og ikke vente for længe. Hun ved godt at det er lettere sagt end gjort. Kvinde 3: Er født og opvokset på Sjælland i en øvre middelklassefamilie, far er akademiker og mor er leder. Har gået på privat skole, har haft mange hobbyer og har aldrig manglet noget på den front. Har et godt forhold til sine forældre, far arbejdede dog meget da hun var lille og var ikke så tilstedeværende som hun godt kunne have ønsket sig at han var. Forældrene har altid støttet hende i det hun gerne ville, men implicit var der en forventning om at hun skulle noget bestemt og på et bestemt niveau, både uddannelsesmæssigt og jobmæssigt. Kvinden har en bachelor og studerer nu en kandidat i økonomi, strategi og ledelse. Kvinden endte i et forhold som blev meget dysfunktionelt og som var ustabilt og drænende. Manden var manipulerende og udviklede et misbrug hvor han blev voldsomt utilregnelig. Til sidst var situationen så anspændt i hjemmet og manden havde truet kvinden, så hun blev så bange at hun tog kontakt til et krisecenter for at få klarhed over sin egen situation og råd og vejledning. En aften ugen efter, eskalerede det, hvor manden var meget påvirket og blev utilregnelig og voldelig. Kvinden var bange for at skulle hjem til ham, og da hun kom hjem til huset, kunne hun se at ting var smadret og hun ringede derfor til Søhavegård krisecenter hvor hun ankom senere samme aften. Kvinden havde op til den aften tænkt, de sidste 2-3 måneder, at hun var nødt til at skulle væk, men var ikke klar til det og vidste ikke hvordan. Kvinden har fået ro til at mærke sig selv, efter at hun er kommet på Søhavegård krisecenter. Det er hårdt at skulle indse hvad det er hun har levet i, men det er en del af processen og her er der ro til at bearbejde det hele. Kvindens råd til en anden kvinde i en lignende situation: Opsøg hjælp og tal med nogen om hvad der i virkeligheden sker derhjemme, stol på din egen mavefornemmelse når den fortæller dig at noget er galt. Det ikke din egen skyld. Man behøver ikke være udsat for fysisk vold for at være berettiget til at få hjælp af et krisecenter. Og til sidst at læse om hvad psykisk vold og manipulation er, det gjorde at hun selv til sidst forstod hvad det var hun levede i.  Our mailing address is: kontakt@soehavegaard.com Want to change how you receive these emails? You can update your preferences or unsubscribe |
