Ventetid spænder ben for voldsudsatte kvinder og deres børn
I Danmark har begge forældre med fælles forældremyndighed ret til at modtage oplysninger om deres børn. Informationen kommer fra forskellige instanser som daginstitutioner, skoler, læger og tandlæger. Dette sker ofte gennem platforme som Aula, en online platform, hvor skolen videregiver informationer og har kontakt til forældrene. Problemet opstår, når informationsdelingen potentielt sætter børn og den voldsudsatte i fare ved at afsløre deres opholdssted, når de tager på krisecenter.
Skifter barnet daginstitution, skole eller adresse, får begge forældre automatisk besked herom. Derfor er mange voldsudsatte på landets krisecentre nødsagede til at holde børnene hjemme på krisecentret af sikkerhedsmæssige årsager. Både for at voldsudøver ikke får kendskab til den voldsudsatte og børnenes opholdssted, men også for at det er trygt for barnet at være i daginstitution eller skole, uden frygten for at voldsudøver møder op.
Begge forældre kan ligeledes se indkaldelser, henvisninger og aftaler hos læger. Derfor kan det at møde op til disse aftaler i sig selv, kan være en sikkerhedsrisiko. Dette kan have store konsekvenser for børnenes trivsel, såvel som den voldsudsattes mulighed for at gå på arbejde og kunne forsørge sig selv.
På krisecentrene forsøger vi at løse udfordringen gennem midlertidige afgørelser om bopæl, som godkendes i Familieretshuset. Desværre oplever vi meget lange ventetider på selv midlertidige afgørelser. Sagsbehandlingstiden er fastlagt til at måtte tage op til 3 uger, men er ofte meget længere.
Mere end 3 måneders ventetid
Vi har vi lige haft en kvinde på Søhavegård, som ventede i mere end 3 måneder på en midlertidig afgørelse om bopæl. Det har haft den konsekvens, at hun ikke kunne indskrive sit barn i en ny daginstitution. Derudover kunne hun heller ikke fraflytte krisecentret med sit barn, uden faderen fik kendskab hertil.
Hun fortæller selv:
“Det har været en udfordrende periode, længere end vi forventede. Tre måneder indtil videre, i stedet for de to, vi havde regnet med. Jeg har været afskåret fra arbejdet, da mit barn ikke kunne komme i institution. Økonomisk har det været svært at få det hele til at hænge sammen med bil, lejlighed og regninger. Derfor har jeg været afhængig af støtte fra familien. Det, der især presser mig, er, at mit barn har været frataget muligheden for at lege med andre jævnaldrende børn. Mit barn er lidt socialt bagud og har virkelig brug for kontakt med jævnaldrende.”
“Selvom jeg elsker mit barn, har denne situation sat mig under enormt psykisk pres. Både ved at skulle håndtere den krise, jeg har været i og samtidig skulle passe og aktivere mit barn hele tiden. Det har påvirket mig meget, men det, der gør mest ondt på mig, er konsekvenserne, det har for mit barn. Derfor er jeg i gang med at undersøge mulighederne for privat pasning indtil den midlertidige bopæl afgøre. Dette er dog ret dyrt. På den både kan jeg tage flere timer på mit arbejde og mit barn kan få en normal hverdag igen.”
Kvinden var klar til at forlade krisecentret, havde fået en lejlighed og var klar til at genoptage fuldtidsarbejde. Dette kunne hun eller hendes barn af sikkerhedsmæssige årsager ikke lige med det samme. Hun modtog først afgørelsen i december 2023, efter at have ventet i 118 dage. Hvilket svarer til knap 17 ugers ventetid, på en midlertidig afgørelse.
Siden 2019 har kvinder, der har opholdt sig på Søhavegård og ansøgt om midlertidig bopæl, i gennemsnit ventet 46,7 dage på en afgørelse. Ifølge Familieretshuset selv, er deres angivne behandlingstid for midlertidige afgørelser maksimum 3 uger, hvilket svarer til 21 dage.
Stor økonomisk udgift for kommunerne og spærrede pladser
Hjemkommunerne betaler en daglig takst for krisecenterophold, jævnfør servicelovens § 109. Taksten ligger oftest mellem 2000-3000kr i døgnet pr. indskrivning. De lange ventetider i Familieretshuset medfører ofte, at kvinder, som egentlig er klar til at komme videre og forlade krisecentret, er nødsagede til at opholde sig på krisecentrene, indtil der er truffet de nødvendige afgørelser. Derfor kan det hurtigt blive en meget stor økonomisk post for kommunerne, der betaler for de lange ophold.
Udover den daglige takst påvirker dette også kvindernes muligheder for at genoptage arbejde og forsørge sig selv. Det skaber en ekstra byrde for kommunernes økonomi samtidig med, at det forlænger de voldsudsatte kvinders ophold på krisecentrene.
Kvindernes fremtidige selvstændighed
De økonomiske konsekvenser strækker sig også til kvindernes fremtidige selvstændighed. De af kvinderne med børn der ikke kan komme i daginstitution eller skole, forbliver afhængige af støtte. Dette kan yderligere forlænge overgangsperioden til en selvstændig tilværelse uden for krisecentret. Samtidig understreges behovet for en hurtigere og mere effektiv sagsbehandling. Både for at sikre kvindernes trivsel, men også for at mindske langsigtede økonomiske belastninger for samfundet.
De betydelige omkostninger, som kommunerne pådrager sig som følge af disse ventetider, bør kræve en grundig overvejelse af, hvordan systemet kan forbedres. Dette for at sikre, at voldsudsatte og deres børn får den nødvendige hjælp til at komme videre. Vi bør sikre at kvinderne ikke fastholdes unødigt længe på krisecentrene. Hertil bør de lange sagsbehandlingstider i landets familieretshuse ikke belaste kommunernes økonomi uforholdsmæssigt.
Foruden de økonomiske belastninger, de forlængede ventetider medfører, spærres pladser på krisecentrene når kvinderne og deres børn retmæssigt opholder sig på krisecentrene indtil den midlertidige bopæl godkendes.
Denne situation skaber ikke blot frustration og yderligere stress for de berørte kvinder og deres børn. Den underminerer også krisecentrenes kapacitet til at imødekomme nye henvendelser fra kvinder, der desperat har brug for sikkerhed, tryghed og støtte. Det er afgørende at adressere disse udfordringer for at sikre, at krisecentrene forbliver effektive. Krisecentrene skal samtidig kunne løfte deres samfundsvigtige opgave og ansvar overfor voldsudsatte kvinder og børn.
Midlertidige afgørelser i børnenes interesse
Børnene er desværre taberne, når ventetiden på de midlertidige afgørelser, særligt på bopæl, trækker i langdrag. Vi ser en bekymrende forskel blandt de børn, der skal tilbringe dagtimerne på krisecentret, sammenlignet med de børn, der kan komme afsted i daginstitutioner og skole. Vi har blandt andet oplevet, at en 5-årig dreng gik ud og tog sin flyverdragt på i entréen og gjorde klar til at tage i børnehave. De andre børn skulle jo afsted i skole og børnehave, så det mente han selvfølgelig også, at han skulle. Det var desværre ikke tilfældet, da den midlertidige bopæl endnu ikke var afgjort. Den blev heldigvis afgjort for nylig efter flere måneders ventetid. Vi kan se en positiv udvikling og glæde hos drengen, efter han er kommet tilbage i børnehave. Dette ser vi også blandt de andre børn.
Flere konflikter og forringet trivsel
Vi ser langt flere konflikter, dårligt humør, øget irritabilitet og udadreagerende adfærd blandt de børn, der ikke kan komme afsted. Ligesom den tid, der bruges på IPads, tablets og tv er markant forhøjet. Det er mødrenes ansvar at passe deres børn, når de er på krisecentret. Det er også mødrenes ansvar at aktivere og socialisere deres børn. Men når en kvinde kommer på krisecentret, er hun ofte psykisk nedbrudt og i svær krise. Derfor kan det være vanskeligt for kvinden med begrænsede ressourcer, at imødekomme alle barnets behov. Særligt når barnet nu er hjemme på fuldtid, uden den regelmæssige struktur fra daginstitutioner eller skole.
Denne overvældende situation kan medføre, at det, som burde være en tryg tilflugt, i stedet bliver en kilde til yderligere stress og isolation for både mor og barn. Det er derfor afgørende, at systemet omkring krisecentrene bliver optimeret, sådan at børn såvel som mødre kan opretholde så normal en hverdag som muligt, mens der arbejdes mod at genopbygge kvindens selvstændighed, selvværd og et liv uden vold.
Reform, der prioriterer sager med krisecenter involvering
En løsning på de lange ventetider og som kunne bidrage betydeligt til at forbedre situationen for voldsudsatte og deres børn, kunne være en reform af de eksisterende juridiske rammer. Denne reform bør have til formål at prioritere og fremskynde sagsbehandlingen for netop denne gruppe.
Konkret kunne dette indebære udviklingen af en midlertidig lovgivning eller særlige retningslinjer, der sikrer hurtigere afgørelser i sager, hvor den ene forælder er nødsaget til at søge tilflugt på et krisecenter. Denne tilgang ville anerkende den akutte og alvorlige natur af disse situationer og kunne implementeres gennem en hasteprocedure, der giver mulighed for en hurtigere og mere direkte behandling af sagerne.
Dette ville ikke blot sikre, at personer, der er flygtet fra voldelige hjem, får hurtigere adgang til de nødvendige juridiske afgørelser, men det ville også reducere den tid, de skal tilbringe på krisecentre og dermed mindske den psykologiske og økonomiske belastning, som et langt ophold kan medføre. I sidste ende ville målet med en sådan reform være at skabe en mere effektiv og empatisk juridisk proces, der kan yde hurtig og konkret støtte til de, der allermest har brug for det.
Vil du læse flere artikler fra Søhavegård?
Vi arbejder på at udbrede viden om partnervold samt de aktuelle udfordringer vi som krisecenter møder. Du kan læse flere artikler her.
